ASF: Fra Skizofreni til Spektrum – Autismens Historie

Autisme er ikke en "ny" opfindelse, men vores forståelse af den har ændret sig fuldstændig radikalt over de sidste hundrede år. Historien om autismediagnosen er en rejse fra dyb misforståelse, skyld og kolde hospitalsgange til videnskabelig anerkendelse og en forståelse af, at det handler om hjernens fundamentale ledningsnet.

Herunder piller vi tidslinjen fra hinanden trin for trin, så du kan se, hvordan vi er endt, hvor vi er i dag.

1911: Eugen Bleuler – Ordet fødes som et mørkt symptom

Rejsen starter helt tilbage i 1911 med den schweiziske psykiater Eugen Bleuler. Han opfandt ordet "autisme" (fra det græske ord autos, som betyder "selv").

Virkeligheden dengang: Dengang var autisme slet ikke en selvstændig diagnose. Bleuler brugte det udelukkende som et latinsk fagbegreb til at beskrive et symptom hos voksne med skizofreni, når de trak sig helt ind i sig selv og lukkede omverdenen ude. Man troede simpelthen, at det var en form for psykose eller virkelighedsflugt.

1943-1944: Pionererne og den mørke myte

I 1940'erne sker der et kæmpe gennembrud, da to læger uafhængigt af hinanden begynder at studere børn, der skiller sig ud:

Leo Kanner (USA, 1943): Han beskriver en gruppe børn med "infantil autisme". De havde et ekstremt behov for ensartethed, sproglige særheder og trak sig fra social kontakt. Desværre opstod her også en af historiens mest skadelige myter: Myten om "køleskabsmoderen". Kanner og hans efterfølgere mente fejlagtigt, at autismen skyldtes kolde, ufølsomme mødre, der ikke havde givet deres børn nok kærlighed. Det påførte tusindvis af familier en dyb og fuldstændig uberettiget skyldfølelse i årtier.
Hans Asperger (Wien, 1944): Han studerer en gruppe drenge, han kalder "små professorer". Disse børn havde et normalt eller meget højt sprogligt niveau, men udviste intense, nørdede særinteresser og havde store sociale udfordringer. Hans arbejde blev dog glemt i mange år på grund af Anden Verdenskrig.

1980: Den store frigørelse – En selvstændig diagnose

I næsten 70 år blev autisme betragtet som en form for børneskizofreni eller psykose. Men i 1980 sker der endelig et afgørende skred i det psykiatriske system:

Udviklingsforstyrrelse, ikke psykose: Autisme bliver for første gang anerkendt som en selvstændig udviklingsforstyrrelse i det officielle diagnosesystem (DSM-III). Lægerne slår endelig fast, at autisme er noget, man er født med, og at det intet har at gøre med skizofreni, psykoser eller "kolde mødre".

1981 & 1990'erne: Lorna Wing og opdelingen i kasser

I 1981 genopdager den britiske psykiater Lorna Wing Hans Aspergers gamle arbejde. Hun introducerer begrebet "Aspergers syndrom" og baner vejen for, at vi begynder at se autisme som et spektrum:

Systemet i kasser (ICD-10): Gennem 90'erne og helt op til i dag har vi brugt et system, hvor autismen blev delt skarpt op i forskellige kasser (diagnosekoder): Infantil autisme, Aspergers syndrom og Atypisk autisme (F84.10). Man skulle passe ned i én specifik kasse for at få sin diagnose.

2013-NU: Ét samlet spektrum (ASF) og Dyaden

I dag har videnskaben kastet de gamle, skarpe kasser på lossepladsen. Med de nyeste diagnosesystemer (DSM-5 og ICD-11) betragtes autisme nu som ét samlet spektrum under betegnelsen Autismespektrumforstyrrelse (ASF).

I stedet for den gamle "triade" kigger man nu på en dyade – to faste søjler:

Social kommunikation og interaktion: Vanskeligheder med at starte, forstå og fastholde socialt samspil på neurotypiske præmisser.
Repetitiv adfærd og særinteresser: Et udtalt behov for struktur, rutiner og muligheden for at fordybe sig intensivt i specifikke emner.

I stedet for at placere folk i kasser som "mild" eller "svær" autisme, måler man i dag på personens individuelle støttebehov og funktionsevne i hverdagen. Spektret fungerer som en farvepalette – man kan have brug for ekstremt meget støtte på ét område (f.eks. det sensoriske), men klare sig fuldstændig selvstændigt på et andet.