Hvorfor almindelige mennesker ikke aner en skid om autisme

Det er en af de mest udmattende oplevelser som autist: At skulle navigere i en verden fyldt med neurotypikere, der skråsikkert udtaler sig om autisme, men som i virkeligheden ikke aner en brik om, hvad det handler om.

​

Når folk siger: "Jamen, vi er jo alle sammen lidt autistiske," eller "Du ser da helt normal ud," er det ikke bare dumt – det er udtryk for en dyb, fundamental uvidenhed.

​

Men hvorfor er uvidenheden så enorm? Hvorfor fatter "almindelige" mennesker ingenting, selvom informationen er frit tilgængelig?

​

Her er sandheden skåret ud i pap – uden pæne indpakninger:

​

1. "Egocentrisk projektion": De tror, alle hjerner virker som deres egen

Det gennemsnitlige menneske er mentalt dovnet af at tilhøre flertallet. Fordi deres egen hjerne automatisk afkoder sociale spilleregler, kropssprog og sanseindtryk, antager de ubevidst, at alle hjerner fungerer på samme måde.

​

• Den neurotypiske fejlslutning: Når en autist bliver overstimuleret eller lukker ned, tror den almindelige dansker, at autisten bare er "tvær", "dramatisk" eller "opmærksomhedskrævende". De fatter ikke, at det er et fysiologisk datakrak i hjernen, fordi de aldrig selv har prøvet, at deres eget filter svigtede.

 

2. Popyndlinger og popkultur (Rain Man-syndromet)

Folks "viden" om autisme stammer sjældent fra nyere hjerneforskning. Den stammer fra gamle film, stereotype medieoverskrifter og historier om særlige genier.

​

• Kasserne de putter dig i: I folkemunde er en autist enten et stumt barn, der sidder i et hjørne og vugger, eller et uforståeligt geni, der kan tælle tændstikker på et sekund.

• Maskeringens blindvinkel: Hvis du kan føre en samtale, passe et arbejde eller passe dig selv, "fejler du jo ikke noget" i deres øjne. De fatter ikke konceptet maskering – at du bruger 500 % mere energi end dem på at spille normal, og at regningen betales, når du kommer hjem bag lukkede døre.

 

3. De forveksler "Mangel på sociale tærskler" med "Mangel på følelser"

Fordi autister ofte kommunikerer i ren lavkontekst – altså direkte, fakta-baseret og uden udenomssnak og socialt teater – konkluderer den almindelige hjerne fejlagtigt, at autister er kolde eller mangler indlevelsesevne.

​

• Sandheden: Autister mangler ikke følelser. Autister mangler bare tålmodighed over for uformelle regler, overfladisk cortado-snak og skjulte dagsordener. Det, de kalder "uhøfligt", er i virkeligheden bare ærlighed uden filter.

 

4. Sundhedssystemets og pædagogikkens forældede arvegods

Man skulle tro, at professionelle vidste bedre, men uvidenheden trives i bedste velgående hos sagsbehandlere, lærere og læger.

​

• Forældet viden: Rigtig mange "eksperter" er uddannet ud fra 20-30 år gamle teorier, hvor autisme blev betragtet som en ren børnesygdom eller en adfærdsforstyrrelse, der skulle opdrages væk. De kigger på adfærden i stedet for at forstå hardwaren bag.

 

"Gud, hvorfor vidste jeg ikke det?"

 

Når pårørende, kolleger eller almindelige mennesker endelig får øjnene op for, hvad autisme reelt er, er reaktionen næsten altid den samme: Et chok efterfulgt af sætningen: "Gud, hvorfor vidste jeg ikke det?"

Svaret er simpelt: Fordi det kræver en indsats at sætte sig ind i en kabling, man ikke selv har. Det kræver, at man smider sine egne fordomme over bord og holder op med at lade som om, at den neurotypiske måde at være på er den eneste "rigtige" facitliste.

 

Konklusion

Uvidenheden hos almindelige mennesker skyldes ikke altid ond vilje – men den skyldes latskab, berøringsangst og en blind tro på, at deres egen oplevelse af verden er den universelle sandhed.

Det er på tide at skrotte pænheden. Hvis vi vil have folk til at forstå autisme, skal vi holde op med at pakke tingene ind i vat og i stedet servere sandheden råt og ufiltreret.