"Er det nu den rigtige diagnose?"
– Om impostorsyndrom og tvivl efter udredningen

Det er et af de mest velbevarede hemmeligheder i autismemiljøet: Næsten alle autister oplever på et tidspunkt en bølge af tvivl. Selvom du har fået papir på din diagnose fra en psykiater, og selvom de logiske data stemmer, kan tanken pludselig slå ned i dig:

​

"Kan det virkelig passe? Er jeg 'nok' autist? Hvad nu hvis jeg bare har spillet skuespil eller udnyttet systemet?"

Denne følelse er helt normal. Det handler ikke om, at diagnosen er forkert, men om måden den autistiske hjerne bearbejder en helt ny opfattelse af sig selv.

​

Her er den ubestikkelige forklaring på, hvorfor tvivlen opstår, og hvad der rent faktisk sker i din hjerne:

​

1. Maskeringens pris: Du er vant til at "spille normal"

Når du har levet et helt liv – måske 20, 30 eller 40 år – med at maskere dine autistiske træk for at passe ind i samfundet, har du opbygget en ekstremt stærk "normal-skal".

​

• Den lærte rolle: Du har brugt enormt mange kognitive ressourcer på at efterligne andre, holde øjenkontakt og skjule dine nedsmeltninger.

• Konflikten: Når du får diagnosen, kolliderer dit indøvede "offentlige jeg" med din reelle autistiske kabling. Hjernen tænker: "Jeg klarede jo jobbet/skolen i går, så jeg kan da ikke være autist." Sandheden er blot, at din hjerne har overkompenseret på højt blus.

 

2. Mønstergenkendelse og jagten på "100% matchet"

Den autistiske hjerne elsker absolutte kategorier, klare data og 100% præcision.

​

• Det manglende flueben: Hvis du læser en liste med 10 typiske autistiske træk, og du kun kan genkende 8 af dem (f.eks. hvis du har det fint med øjenkontakt eller ikke samler på togplaner), udløser det en fejlmelding i hjernen.

• Logisk fejlslutning: Hjernen konkluderer fejlagtigt: "Hvis jeg ikke passer 100% på skabelonen, må jeg være en bedrager." Men autisme er et spektrum af kablinger, ikke en stiv støbeform.

 

3. "Gode dage" skaber forvirring

Når du har en dag, hvor overskuddet er højt, sanseindtrykkene er lave, og du har haft ro omkring dig, kan du føle dig helt "rask" og velfungerende.

​

• Glemmer ressourceforbruget: I de gode øjeblikke glemmer hjernen, hvor hurtigt batteriet drænes, når du bliver udsat for et uforudsigeligt miljø. Du måler din tilstand på dine bedste øjeblikke i stedet for dit gennemsnitlige ressourceforbrug.

 

4. Frygten for at tildele sig selv en "undskyldning"

Mange autister er vokset op med høje krav og beskeder om at "tage sig sammen". Derfor kan det føles skamfuldt at acceptere diagnosen. Hjernen prøver at beskytte dig mod skam ved at sige: "Du er bare doven/akavet/sær, du skal ikke tro, du har en særlig diagnose."

Hvordan lukker du ned for tvivlen?

Når tvivlen rammer, skal du koble fra følelserne og gå tilbage til de ubestikkelige fakta:

​

1. Psykiateren er eksperten: En autismediagnose bliver ikke uddelt for et godt ansigt. Det kræver mange timers observationer, anamnese og kliniske skemaer. Du har ikke "snydt" en fagperson, der har brugt et helt liv på at spotte mønstre.

2. Kig på energiregnskabet, ikke kun adfærden: Det handler ikke om, om du kan gennemføre en social begivenhed, men om hvad det koster dig bagefter. Hvis du har brug for tre dages de-stimulering i mørke efter en familiefest, er din kabling autistisk – uanset hvor godt du klarede selve festen.

3. Arkivet lyver ikke: Kig på din barndom. Trækkene, følsomheden og følelsen af at være en observatør udefra har været der hele tiden.

 

Konklusion

Tvivlen er ikke et tegn på, at du ikke er autist. Tvivlen er i sig selv et meget typisk autistisk træk: En analytisk hjerne, der genanalyserer sine egne data for at være 100% sikker på resultatet.

Du er ikke en bedrager. Du er bare i gang med at opdatere dit indre styresystem til den virkelighed, der altid har været der.