Virker mit skuespil – eller er min diagnose bare et teater?

Det er en af de største og mest velbevarede hemmeligheder i autismemiljøet: Næsten alle autister oplever på et tidspunkt en bølge af lammende tvivl. Selvom du har fået papir på din diagnose fra en psykiater, og selvom de logiske data stemmer 100 %, kan tanken pludselig slå ned i dig:

​

"Kan det virkelig passe? Er jeg 'nok' autist? Hvad nu hvis jeg bare har spillet skuespil og narret systemet?"

Denne følelse – ofte kaldet impostorsyndrom – er helt normal. Det handler ikke om, at diagnosen er forkert, men om måden den autistiske hjerne bearbejder en ny opfattelse af sig selv på.

Her er den ubestikkelige forklaring på, hvorfor tvivlen opstår, og hvorfor det i praksis er umuligt at teater-spille sig til en autismediagnose:

​

Hvorfor tvivlen rammer dig: Mønstrene bag følelsen

​

• 1. Maskeringens pris (Du er vant til skuespillet): Når du har levet et helt liv med at maskere for at passe ind, har du opbygget en stærk "normal-skal". Når du får diagnosen, kolliderer dit indøvede offentlige skuespil med din reelle kabling. Hjernen tænker: "Jeg klarede jo dagen i går, så jeg må da være en bedrager." Sandheden er blot, at din hjerne har overkompenseret på alt for højt blus.

• 2. Kravet om 100 % match: Den autistiske hjerne elsker absolutte kategorier og rene data. Hvis du læser en liste med 10 typiske autistiske træk, og du kun kan genkende 8 af dem, udløser det en fejlmelding i systemet. Hjernen konkluderer fejlagtigt: "Hvis jeg ikke passer 100 % på skabelonen, må jeg have spillet teater."

• 3. "Gode dage" skaber forvirring: På dage med højt overskud og ro glemmer hjernen, hvor hurtigt batteriet drænes i kaotiske miljøer. Du kommer til at måle din tilstand på dine bedste øjeblikke i stedet for dit reelle ressourceforbrug.

 

Myten om skuespilleren: Kan man snyde psykiateren?

Når tvivlen er på sit højeste, tror mange, at de på magisk vis har narret psykiateren. Men hvis du tror, du har spillet dig til en diagnose, undervurderer du det kliniske filtersystem fuldstændigt:

​

• Pårørende og barndomsdata: Udredningen bygger ikke kun på dine ord. Den kræver historiske data fra din barndom, skole- og PPR-rapporter samt interviews med pårørende. Du kan ikke "opdigte" et livsforløb bagud i tiden.

• Standardiserede testværktøjer: Værktøjerne (som f.eks. ADOS) måler på mikrosignaler: Sætningsopbygning, pausemønstre, kropssprog og reaktioner under ustrukturerede opgaver. Man kan ganske enkelt ikke teater-spille et autistisk reaktionsmønster igennem timers testning uden at blive afsløret af sine egne naturlige reflekser.

• Detfokuserede blik: Trænede specialpsykiatere leder netop efter sprækkerne i facaden og forskellen på tillært maskering og reel kabling.

 

Konklusion: Respekter dataene

Tvivlen er ikke et tegn på, at du ikke er autist. Tvivlen er i sig selv et klassisk autistisk træk: En analytisk hjerne, der genanalyserer sine egne data for at være 100 % sikker på resultatet.

Du er ikke en skuespiller, der har narret teaterpublikummet. Du har blot fået papir på det styresystem, du altid har haft.