Er det nu dårskab og dovenskab igen?

Når en autist slipper for personalemødet, ikke magter at lave aftensmad, betaler sig fra rengøringen eller ikke kan overskue at tage med til fødselsdag, så hvisker folk hurtigt i krogene:

​

"Hvorfor skal han altid slippe?"

​

"Hvorfor tager han sig ikke bare sammen?"

​

"Han er da bare doven."

​

Lad os slå det fast med syvtommersøm en gang for alle: Det handler overhovedet ikke om dovenskab eller dårskab. Det handler om ren overlevelse og forebyggelse af autistisk burnout.

 

Her skærer vi sandheden ud i pap, så både kolleger, lærere og systemet kan forstå det.

 

Hvorfor "fribilletter" på arbejdet og i skolen er nødvendige

Mange autistiske medarbejdere og skolebørn har særlige aftaler. Det kan være fritagelse for ligegyldige kurser, lange personalemøder, gruppearbejde eller sociale arrangementer.

 

For neurotypiske kolleger kan det udefra ligne en uretfærdig fribillet. Men sandheden er en helt anden:

• Smarte tilpasninger holder os i gang: At slippe for kurser, støjende møder og "pis og lort" er ikke en luksus. Det er den tilpasning, der gør, at autisten overhovedet kan passe sin kerneopgave – som f.eks. at yde omsorg i hjemmeplejen og have fuldstændig styr på journaler og papirarbejde.

• Hjernen kører på 120%: Fordi autister tager alle sanseindtryk ind uden filter, dræner en arbejdsdag nervesystemet ekstremt hurtigt. Hvis man tvinger en autist til også at sidde i tre timers kurser og smalltalke bagefter, så brænder motoren simpelthen sammen.

• Det usynlige handicap: Kolleger glemmer hurtigt, at man ikke kan se autisme udenpå. Bare fordi en medarbejder virker frisk og skarp i sit direkte arbejde, betyder det ikke, at der er overskud til alt det udenom.

 

Den tomme energikonto: Når hverdagen derhjemme sejler

​

Når man bruger alt sit krudt på at overleve på arbejdet eller i skolen, er der simpelthen lukket og slukket på energikontoen, når man kommer hjem. Det er her, myten om "dovenskab" for alvor rammer privatlivet:

​

• Rengøring og madlavning er uoverskuelige bjerge: At gøre rent eller lave et kompliceret måltid kræver en masse planlægning. Hvis hjernen er flad, kan man fysisk ikke overskue det.

• Overlevelse i praksis: Mange autister må betale sig fra rengøring derhjemme for overhovedet at hænge sammen. Og aftensmaden bliver måske bare hurtigt stegt kød og noget salat, fordi overskuddet til det store gastronomiske måltid simpelthen ikke er der. Det handler ikke om at være doven – det handler om, at batteriet er på 0%.

• Skolebørn, der kollapser derhjemme: Det er præcis det samme for børn. De bruger al deres energi på at maske og overleve i en støjende skole. Når de kommer hjem til mor og far, kollapser de fuldstændig, græder eller låser sig inde på værelset. De er ikke uopdragne eller dovne – de har akut brug for at lade op i absolut ro.

 

Kort og kontant opsummering:

• Nej, vi udviser ikke dårskab eller dovenskab, når vi fravælger møder, rengøring eller madlavning.

• Ja, vi prioriterer vores energi benhårdt, så vi kan holde til at passe vores arbejde eller skole uden at ende i et totalt, langvarigt burnout.

• Ja, usynlige handicaps kræver usynlige hensyn. Hvis vi ikke får lov til at trække stikket, så brænder vi ud. Så simpelt er det.