Den Manglende Brik

​

Autismens historie handler ikke kun om paragraffer, koder og lukkede døre i systemet. Den handler i høj grad også om de visuelle symboler, som organisationer og myndigheder gennem årtier har klistret på diagnosen for at definere den udefra. Når man dykker ned i historien bag symbolerne, ser man en tydelig rød tråd: En bevægelse fra systemets dystre og fejlagtige syn på autisme som en tragisk sygdom, til autisternes egen kamp for accept og ligeværd.
 

1963: Det grædende barn i puslespilsbrikken

Det allerførste og mest kendte autismesymbol blev skabt i London i 1963 af Helen Green Allison, der var medstifter af National Autistic Society. Som det ses på det historiske logo, bestod det af en enkelt puslespilsbrik med en sort stregtegning af et grædende barn indeni.

Tanken bag symbolet var dengang dybt præget af datidens kolde, psykiatriske klima:

• "En manglende brik": Systemet mente, at autisme var en gådefuld, uløselig tilstand. Puslespilsbrikken skulle signalere, at det autistiske menneske var "ufærdigt" eller manglede en afgørende brik for at passe ind i det normale samfund.

• Tragisk isolation: Det grædende barn visualiserede den fejlagtige opfattelse, at autisme var en personlig og familiær tragedie. Man troede, at autistiske børn led under en ulykkelig, følelsesmæssig isolation, som de skulle reddes ud af.

Billedet klippede reelt tråden mellem det autistiske barn og omverdenen ved at stemple barnet som en uløselig gåde fra start.
 

1999: Puslespilssløjfen (Awareness Ribbon)

I 1999 tog den amerikanske organisation Autism Society of America symbolet et skridt videre og designede puslespilssløjfen (Autism Awareness Ribbon). Sløjfen blev hurtigt det mest udbredte globale symbol på autisme, og du ser den stadig brugt overalt i dag af både kommuner, skoler og organisationer.

Sløjfen byggede videre på det gamle fundament, men tilføjede nye elementer:

• Farvernes signalværdi: Sløjfen blev lavet som et mønster af puslespilsbrikker i klare primærfarver (blå, rød og gul) samt mørkeblå. Systemets forklaring var, at de stærke farver og brikkerne skulle symbolisere "mangfoldighed" og håb.

• Den skjulte undertone: Selvom sløjfen blev præsenteret som noget positivt, mødte den hurtigt massiv modstand. De skarpe primærfarver gav associationer til legetøj og børnehaver, hvilket var med til at fastholde en forkert fortælling om, at autisme kun er noget, der rammer børn – og at voksne autister ikke eksisterer i systemets øjne.
   

Kritikken: Systemets definition over for virkeligheden

I takt med at voksne autister selv begyndte at organisere sig, blev både den enkelte puslespilsbrik og sløjfen genstand for hård kritik.

Kritikken er kontant og lavkontekst:

1. Ingen mangler en brik: Autistiske voksne og pårørende påpegede det dybt stødende i at blive fremstillet som et puslespil, der ikke er samlet ordentligt. Man er ikke en defekt maskine eller en gåde, der skal løses af systemets eksperter.

2. Sygdoms- og helbredelsesfokus: Store organisationer brugte puslespilsbrikken som et symbol på, at autisme var en sygdom, der skulle findes en "kur" imod. For mange autister føltes det som et ønske om at slette deres reelle personlighed og identitet.
    

Det nye symbol: Det liggende ottetal og neurodiversitet

Som et direkte modtræk til systemets puslespil skabte autisterne deres eget symbol: Det liggende ottetal – uendelighedstegnet (.

Dette symbol repræsenterer bevægelsen for neurodiversitet og gør fuldstændig op med fortidens dystre syn:

• Det uendelige spektrum: Det liggende ottetal, som ofte vises i regnbuens farver eller i guld, symboliserer, at det autistiske spektrum ikke er en lineær linje fra "lidt autistisk" til "meget autistisk". Det er et uendeligt spektrum af forskellige menneskelige variationer, sanseindtryk, styrker og måder at processere verden på.

• Fra sygdom til identitet: Ottetallet flytter fokus væk fra systemets kolde koder og diagnoser. Det slår fast, at den autistiske hjerne blot er forbundet på en anden måde, og at problemerne ikke opstår på grund af en "manglende brik," men fordi det kolde, systemiske klima og samfundet ikke er indrettet til at rumme dem.