Den store løgn om empati: Hvorfor "empatitesten" tager fejl

En af de mest sejlivede og skadelige myter om autister er, at vi ikke ejer empati. At vi er kolde robotter, der ikke kan føle med andre, og at vi derfor ikke egner os til at arbejde med mennesker.

Nogle autister har endda oplevet at få at vide af fagfolk eller psykiatrien, at de bør holde sig fra menneskeorienterede jobs, fordi de ikke scorede højt nok i en standardiseret "empatitest".

Lad os slå det fast med syvtommersøm: Det er noget forbandet vrøvl.

Her skærer vi sandheden om autisme og empati ud i pap, så selv systemet kan forstå det.

Hvem er "empatitesten" egentlig lavet til?

Når man dumper eller scorer lavt i en empatitest i systemet, handler det overhovedet ikke om, at man mangler følelser. Det handler om, at selve testen er pilskæv.

Lavet af og til neurotypiske: Standardiserede empatitests er udviklet af neurotypiske forskere til at måle på neurotypisk adfærd. Testen måler i virkeligheden ikke på din evne til at føle med andre, men på din evne til lynhurtigt at afkode og efterligne neurotypiske ansigtsudtryk, sociale koder og kropssprog.
Det svarer til IQ-testens paradoks: Det er præcis det samme som med visse intelligenstests. Mange autister scorer tårnhøjt i logiske og non-verbale IQ-tests, fordi testene måler på rå logik og mønstergenkendelse frem for sociale færdigheder. Men det betyder jo ikke, at neurotypiske er dumme – testene måler bare forskelligt. På samme måde måler empatitesten kun på "socialt teater", ikke på ægte medfølelse.

Dobbelt-empati-problemet: Vi taler to forskellige sprog

Inden for forskningen taler man i dag om "The Double Empathy Problem" (Dobbelt-empati-problemet). Det viser, at problemet ikke ligger hos autisten alene:

Autister forstår autister: Når autister kommunikerer med hinanden, har de faktisk en enormt stærk indbyrdes forståelse og dyb empati.
Neurotypiske dumper også over for os: Neurotypiske mennesker er mindst lige så dårlige til at forstå og have empati med en autists følelsesliv og kropssprog, som de påstår, vi er over for dem.

Kommunikationsbristen går altså begge veje. Systemet kalder det bare kun for en "defekt" hos autisten, fordi de neurotypiske er i flertal.

Sandheden: Hyper-empati og det sensoriske overload

I virkeligheden forholder det sig ofte stik modsat myten. Rigtig mange autister har ikke for lidt empati – de har derimod hyper-empati.

Følelserne oversvømmer hjernen: Når en autist ser en anden person være ked af det, vred eller frustreret, mærker de det ikke bare overfladigt. De suger følelsen til sig som en svamp. Det rammer nervesystemet så voldsomt og overvældende, at det kan føre til et sensorisk overload.
Hvorfor trækker vi os så? Fordi følelserne bliver så voldsomme, kan en autist være nødt til at kigge væk, tie stille eller fysisk trække sig ud af situationen. For en neurotypisk udefra kan det ligne kulde eller mangel på interesse. Men i virkeligheden skyldes det, at autisten føler så ekstremt meget, at hjernen må lukke ned for at beskytte sig selv mod at krakelere.

At arbejde med mennesker som autist

Når systemet påstår, at man ikke kan arbejde med mennesker, fordi man har autisme, overser de fuldstændig vores største styrker:

Ærlighed og retfærdighed: Autister har ofte en ekstremt stærk retfærdighedssans og en dyb, uselvisk omsorg for de svage eller dem, der har brug for hjælp.
Ingen skjulte dagsordener: Autister yder omsorg uden at pakke det ind i manipulerende sociale spil eller skjulte dagsordener. Det er ægte, direkte og loyalt.
Fokus på opgaven: Man kan være knivskarp til at yde den praktiske og menneskelige omsorg, der er brug for, uden at lade sig rive med af ligegyldigt socialt drama på arbejdspladsen.

Opsummering til systemet:

Nej, en lav score i en neurotypisk empatitest betyder ikke, at du mangler følelser.
Ja, autister kan have så meget empati, at det gør fysisk ondt.
Ja, autister kan være fantastiske til at arbejde med mennesker – netop fordi vores omsorg er ægte, rå og uden filter.